-
1 край
sb. bort, egn, ende, himmelstrøg, kant, kant, landsdel, rand, topmål, udkant* * *sb mgen sg крайя, крайюв, на крайю; pl крайя, крайев etc1 adjкраевойrand, kant; udkant; sideдо \крайёв (helt op) til randenпо \крайям langs ell. ved sideren, i yderkantenсидеть с \крайю sidde yderstслушать \крайем уха (kun) høre efter med det ene øre2 egn; landв наших \крайях her på egnen3 adjкраевой "kraj" administrativ enhed i S.U.